• Planterødderne

Tomatgryde med butternut og sødkartofler

Opdateret: 13. okt. 2018

Da vi var på ferie i Berlin fik den mest lækre - og simple - ret på en vietnamesisk, vegansk restaurant. Og da vi var på marked en af dagene dernede, så vi en gryde der passede perfekt til at servere den i. Siden har vi drømt om at få lavet den lækre ret, men ikke fået det gjort. Indtil nu!


Og heldigvis ramte vi den næsten lige som den var på restauranten, men også kun næsten, for det bliver aldrig helt det samme. Måske det er feriehumøret, der altid lige giver det sidste?


Men vi vil dog gerne dele opskriften med jer alligevel, da den er super nem og simpel og så kan de fryses ned som mange af vores andre retter, hvilket gør det nemt at leve sundt i en travl hverdag.



Tomatgryde med butternut, sødkartoffel og frisk spinat

Ingredienser - tomatgryde med butternutsquash og sødkartoffel

  • 1 tomatpure

  • 690 g tomat passata + 2 x tilsvarende mængde vand

  • 1 tsk. stødt ingefær

  • 4 tsk. balsamico

  • 2 spsk. soja

  • 1 tsk. stødt koriander

  • 1 tsk. spidskommen

  • 3 fed hvidløg, i skiver

  • 1 butternut

  • 4 sødkartofler (af de små)

  • 75 g frisk spinat

  • Brune ris til servering

Fremgangsmåde - tomatgryde med butternutsquash og sødkartoffel

  1. Kom tomatpure og de tørre krydderier i en gryde og svits dem af for at tage den værste bitterhed fra tomatpureen.

  2. Tilføj tomat passata, vand, balsamico, soja og hvidløg

  3. Lad småkoge et par minutter.

  4. Skyl butternut og skær ud i lige store tern. Kom i gryden.

  5. Skyl sødkartoflerne grundigt og skær dem i mindre tern. Kom i gryden.

  6. Lad retten småkoge indtil butternut og sødkartofler har ønsket konsistens. Vi kan godt lide, at der er bid i grøntsagerne. Men er du mere til, at de er kogt møre, så gør du selvfølgelig bare det.

  7. Imens grøntsagerne koger, kan du koge fuldskornsris som tilbehør til retten.

  8. Når grøntsagerne er kogte, kommer du frisk spinat i retten som det sidste.

  9. Der bliver en stor portion, men du kan roligt lave opskriften i dens mængder, da den kan fryses ned i mindre portioner.