• Planterødderne

Plantebaseret tortilla española

Opdateret: 30. mar. 2019

Har man været i Spanien kommer man ikke uden om tortilla española, der bliver brugt på mange restauranter - fx i en bocadillo (sandwich), som en del af tapas eller som et let måltid på en varm dag - og da Dennis boede i Spanien, blev han da også ret begejstret for den spanske kartoffelret, der dog i den traditionelle version består af æg og kartofler. Derfor har vi nu forsøgt os med en plantebaseret udgave og den lykkedes heldigvis ret godt, så derfor får du her opskriften på en sikker vinder fra det spanske køkken :)



Spansk kartoffelomelet i en plantebaseret udgave

Ingredienser

  • 800 g kartofler

  • 1 rødløg

  • 16 spsk. kikærtemel

  • 250 ml. vand (til stegning)

  • 350 ml. (til kikærtemassen)

Fremgangsmåde

  1. Skyl kartoflerne og skær dem i små tern. Det er vigtigt, at de er nogenlunde samme størrelse, så de skal have samme tilberedningstid. Vi skar dem i tern på cirka 0,5 x 0,5 cm.

  2. Hak rødløget fint.

  3. Kom 250 ml. vand på en pande med slip-let belægning - varm vandet op ved høj varme.

  4. Kom kartofler og løg på og skru ned til medium varme.

  5. Steg indtil kartofler er møre - det tager cirka 15-20 minutter. Rør rundt undervejs.

  6. Imens kartoflerne steger, kan du lave kikærtemassen. Bland kikærtemel og 350 ml. vand i en skål ved at bruge en gaffel eller et piskeris.

  7. Når kartoflerne er møre, kommes de og løgene i skålen med kikærtemassen. Vend godt rundt.

  8. Gør panden ren og tænd på medium varme. (Du kan også vælge at bage i stedet for at stege, da det er lettere. Hop til punkt 12, hvis du vil læse, hvordan du bager den)

  9. Kom 2 spsk. vand på panden og derefter kartoffel/kikærtemassen. Steg i cirka 5 min. Kig til tortillaen. Den skal kunne løsne sig fra panden og virke sammenhængende. Er den det, tager du en tallerken og lægger over tortillaen og vender. Herefter glider du tortillaen tilbage på panden - se i videoen forneden hvordan.

  10. Steg i yderligere 5 minutter. Herefter vurderer du, om tortillaen virker fast. Den skal formentlig have 5 minutter mere på den anden side, så du slipper ikke for at vende den en gang mere :)

  11. Tortillaen er nu færdig og kan spises som den er eller kold dagen efter. Der smager den også fremragende!

  12. Når du vil bage tortillaen: Du har forskellige valgmuligheder i forhold til valg af form. Vi kan godt lide at bruge en muffins silikoneform, da det giver nogle passende størrelse tortilla til madpakken og så er de nemme at få ud af formen igen. Du kan også vælge at bruge en anden form beklædt med bagepapir. Når du bruger en muffinssilikoneform skal de bages i 20-25 minutter ved 180 grader varmluft. Vælger du en anden form, vil bagetiden være en anden. Tag en kniv eller et træspyd og stik i midten af massen. Hænger der kikærtemasse på, så skal de bage længere tid.


Her kan du se vendeteknikken bag en god tortilla:



Mail: planteroedderne@gmail.com - tlf: 25 30 98 05 (Dennis) 22 92 55 52 (Stig)