• Planterødderne

Krydrede kartoffelkofta

Opdateret: 15. okt. 2018

På vores ferie i Australien fik vi kartoffelkofta på en indisk restaurant i Cairns. De smagte virkelig godt - faktisk er kofta en ting, som Dennis længe har haft en opskrift på, men ikke fået afprøvet. Efter den gode oplevelse har Dennis eksperimenteret lidt og lavet en kofta med kartofler og linser. Nogle kender måske kofta lavet af kød, men vores er selvfølgelig plantebaseret og helt uden animalske produkter - det er nemlig ikke noget for en planterod :)



Plantebaserede kartoffelkofta med røde linser

Ingredienser - kartoffelkofta:

  • 400 g kartofler

  • 100 g røde linser

  • 1 bundt koriander

  • 1 spsk. spidskommen

  • 1 rødløg

  • 2 fed hvidløg

  • 1 grøn chili

  • 1 tsk. paprika

  • 1 sort peber

  • 200 g groft mel - jeg brugte fuldkornsspeltmel, men andre typer kan også bruges.


Fremgangsmåde - kartoffelkofta:

  1. Skyl de røde linser og kom i en kasserolle. Skyl kartofler (skyller du dem godt, behøver du ikke skrælle dem - fjern eventuelle mørke steder). Skær kartoflerne i tern på cirka 1 centimer og kom dem i kasserollen med linserne. Hæld vand over og kog indtil kartoflerne er kogt møre. Hæld vandet fra.

  2. Imens linser og kartofler koger, kan du hakke et rødløg og 2 fed hvidløg og stege det på en pande. Vil du spare på kalorierne, kan du stege i vand i stedet for olie. Du opnår samme effekt.

  3. Tænd ovnen på 180 grader varmluft.

  4. Når linser og kartofler er kogt og løg og hvidløg er stegt, kommes dette i en foodprocessor med de øvrige ingredienser undtagen melet. Blend til jævn konsistens. Smag til og tilsæt evt. flere krydderier.

  5. Rør melet i kartoffelblandingen. Massen skal have en sammenhængende konsistens, men vil være lidt klæg/klistret.

  6. Beklæd en bradepande med bagepapir og form koftaerne med en spiseske. Det kan være en god idé at have en skål med vand som du kan dyppe skeen i. Så er det nemmere at forme koftaerne.

  7. Når du har formet alle koftaerne, bages de i ovnen i 20 minutter. Lad dem køle af, inden du fjerner dem fra bagepapiret - ellers kan de have en tendens til at hænge i bagepapiret.

Koftaerne kan du komme i en tomatsovs og spise med ris til, så har du et godt og nærende aftensmåltid. Du kan også spise koftaerne som de er med en god salat til - fx. på madpakken.