- Planterødderne
Bagte kartofler med mexikansk fyld
Opdateret: 13. okt. 2018
Den anden dag var Planterødderne ude og handle uden en plan for, hvad der skulle købes. Missionen var, at der skulle udvikles nye opskrifter og vi fik os hurtigt sporet ind på noget mexikansk. Det mexikanske køkken kan nemlig simpelthen bare noget, når det kommer til farver og smag. Vi gik i køkkenet og prøvede os frem og efter nogle strabadser frem og tilbage, spiste vi næsten aftensmad efter mexikanske tider. Slutresultatet var dog det værd og her får du opskriften på vores bagte, fyldte kartofler.

Ingredienser - bagte kartofler med mexikansk fyld
8 store bagekartofler
3 tsk. spidskommen
3 tsk. koriander
2 røde snackpeber
1 dåse sorte bønner
1 dåse majs
2 rødløg
1 agurk
Toppen af 1 bundt forårsløg
2 tsk. røget paprika
Fremgangsmåde - bagte kartofler med mexikansk fyld
Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
Skyl kartoflerne og prik efterfølgende huller i dem med en gaffel.
Bag kartoflerne 1 time i ovnen. Imens kan du lave fyldet til kartoflerne.
Åbn majs og sorte bønner og hæld lagen fra. Kom majs og bønner i en skål.
Snit snackpeber, agurk og rødløg i ensartet størrelse - gerne tern af 0,5 x 0,5 cm eller finere, hvis din tålmodighed rækker til det :)
Skær toppen af forårsløgene i ringe og kom i skålen med de øvrige ingredienser.
Kom krydderierne i og vend rundt. Smag til.
Når kartoflerne er bagt, snitter du et kors i midten af dem og graver noget af kartoffelfyldet ud. Det kan du knuse lidt og komme i skålen med fyldet.
Kom fyldet i de bagte kartofler og de er nu klar til at blive spist.
Den resterende mængde fyld, kan du bruge på madpakken dagen efter eller fryse ned.
Vi spiste de bagte kartofler med en cashewcreme til, som vi freestylede os frem til. Derfor er mængderne her, vejledende hvis du giver dig i kast med den.
Cashewcreme
Blend 1,5 dl cashewnødder med 1,5 dl vand, 1 spsk løgpulver, 1 spsk hvidløgsgranulat, 2 spsk citron, 2 spsk purløg og 1 spsk frisk persille. Blend til ensartet konsistens. Tilføj evt. mere vand. Smag også til.