• Planterødderne

Plantebaserede bøffer og kartoffelsalat

Opdateret: 15. okt. 2018

I dag har der været en smule sol og knap så meget blæst, så tankerne er blevet ledt en smule hen på sommer og varme - en typisk sommerret for os er kartoffelsalat og Dennis har i dag lavet en vegansk udgave samt nogle lækre og sprøde bøffer



Opskriften på linsebøfferne er desværre ikke vores egen, da den er inspireret af Thomas Erex' Linse Kessler bøffer som han har på sin blog 'Kærlighed og kikærter' - vi har brugt den opskrift til at skabe vores egen smag. Strukturen er nemlig lige i skabet med denne opskrift, hvilket ofte kan være en udfordring med plantebaserede frikadeller eller bøffer.


Ingredienser - plantebaserede bøffer:

  • 200 g (ukogte) grønne linser

  • 200 g brune champignon

  • 2 rødløg

  • 2 gulerødder

  • 2 tsk allroundkrydderi

  • 1 tsk. timian

  • 1 tsk. oregano

  • 1 tsk salt

  • friskkværnet peber

  • 40 g havregryn

  • 100 g fuldkornsspeltmel


Fremgangsmåde - plantebaserede bøffer:

  1. Skyl linserne og kog dem møre - cirka 15-20 minutter. Imens kan du skære champignon og rødløg i tern. Skær ligeledes gulerødderne i tern

  2. Kom champignon, rødløg og gulerødder i en foodprocessor og blend indtil du har har en ensartet fars.

  3. Når linserne er kogte, hælder du vandet fra og tilsætter linserne i foodprocessoren. Tilsæt også krydderierne og kør indtil linserne er blevet en del af farsen.

  4. Kom farsen i en skål og tilsæt havregryn og fuldkornsspeltmel. Rør rundt og smag til.

  5. Steg bøfferne på en pande. Lad dem få en god stegeskorpe, inden du vender dem.

  6. De færdige bøffer kan bruges, hvor man ellers ville spise traditionelle hakkebøffer. Derudover er de gode, da du kan lave en stor portion og fryse dem ned.


Ingredienser - plantebaeret kartoffelsalat:

  • 1 kg kartofler

  • 2 rødløg

  • 1 bundt radiser

  • 1 bundt purløg

  • 1 bundt asparges

  • syltede agurker efter behov.

  • 1 dl sojayoghurt

  • 1 tsk. gurkemeje eller karry

  • 1 tsk. dijonsennep

  • 2 spsk. lage fra syltede agurker

  • Friskkværnet sort peber

Fremgangsmåde - plantebaseret kartoffelsalat:

  1. Skyl kartoflerne og fjern den værste jord - skær eventuelle dårlige steder fra, men behold skrællen på kartoflerne.

  2. Kog kartoflerne i cirka 10 minutter - de må gerne have lidt bid og ikke være helt udkogte. Lad kartoflerne køle af

  3. Lav dressingen ved at blande sojayoghurt, sennep, lage samt krydderier. Smag til og tilføj eventuelt mere krydderi. Dressingen må gerne smage igennem, da den skal blandes med kartoflerne og de øvrige grøntsager.

  4. Skær rødløg i små, fine tern, skær radiser i skiver, skær syltede agurker i tern, klip purløg med en saks og ordn aspargesene. Dette gøres ved at holde i hver sin ende og brække aspargesen. Bunden kasseres, mens den øvrige del skæres i mindre stykker.

  5. Kom grøntsagerne i dressingen og de afkølede kartoflerne - vend rundt.

  6. Lad eventuelt kartoffelsalaten stå 30 minutter i køleskab inden servering, så smagene kan trække ind i hinanden.